Multisygdom: Hvis du har mere end én sygdom
Mange mennesker har mere end én kronisk sygdom eller lidelse, som ofte kræver behandling gennem hele livet. Det kaldes multisygdom eller komorbiditet. Hvis du har mere end én sygdom, kan det få betydning for din behandling af kræftsygdommen.
Brug for flere forskellige typer medicin og behandlinger
Hvis du har flere sygdomme samtidig, kan du have brug for flere forskellige typer medicin og behandlinger.
Før du får behandling for kræft, undersøger lægen, om dit hjerte, dine lunger, nyrer og lever fungerer, som de skal. Sygdom i disse organer kan i nogle tilfælde betyde, at kroppen tåler kræftbehandlingen dårligere.
Lægen vælger derfor den behandling, der passer bedst til dig og din samlede helbredssituation.
Kan flere slags medicin påvirke hinanden?
Hvis du tager flere slags medicin samtidig, kan de påvirke hinandens virkning. Det kan betyde, at medicinen enten virker stærkere eller svagere end forventet. Nogle lægemidler kan også give bivirkninger, som påvirker virkningen af anden medicin.
Med alderen bliver kroppen ofte mere følsom over for medicin. Derfor er det vigtigt at være ekstra opmærksom på, hvordan forskellige lægemidler virker sammen.
Hvordan holder du styr på dine helbredsoplysninger?
Det kan være en god idé at samle dine helbredsoplysninger i en mappe eller på din telefon. Så har du oplysninger om medicin, indlæggelser, kosttilskud og hjælpemidler samlet ét sted.
Det kan være en hjælp, hvis du skal til en ny læge, er på rejse i udlandet eller får brug for akut behandling.
For at undgå fejl og misforståelser er det vigtigt, at både du og dine læger ved, hvilken medicin du får. Derfor er det en god idé at have en opdateret liste over al din medicin. Husk at rette listen, hvis der sker ændringer i din behandling.