Skip navigation

Magiske Maj – en dag fyldt med magi og minder

Hvert år forvandler vi maj til noget særligt for fire børn, der har haft kræft. Med Magiske Maj inviterer vi dem og deres familier til en dag med oplevelser og samvær. Vi hylder håbet, fællesskabet og livet med Magiske Maj. Fordi alle børn fortjener magiske øjeblikke.

Hollies Magiske Maj

Hollie er kun halvandet år gammel, da lægerne finder en ni centimeter lang tumor på hendes rygsøjle. Lægerne er i tvivl om, hun kommer til at gå igen. Men heldigvis accepterer Hollie ikke den besked. I dag mærker Hollie lidt til nogle senfølger, men det er ikke noget, der hæmmer hende som sådan. Se Hollies glæde med prinsessekjoler, cupcakes og søsterkærlighed til hendes Magiske Maj.

Liams Magiske Maj

Han var bare tre år, da han imponerede alle med sit mod og glade humør. Nu er han blevet en stor dreng på ni år, og han er stadig lige så sej. Liam tør mere end de fleste – også når karrusellen snurrer lidt for hurtigt for far, da Liam fik sin Magiske Maj-oplevelse.

Vitus' Magiske Maj

Da Vitus var syg med kræft, blev Hot Wheels-biler en vigtig del af hans hverdag på sygehuset. Nu er Vitus rask – og under Magiske Maj fik han en særlig oplevelse i Royal Arena, hvor han mødte sine idoler, de store monstertrucks og seje Mille Gori En dag fuld af fart, glæde og uforglemmelige øjeblikke. Se med her og oplev Magiske Maj glæden.

Augusts Magiske Maj

August og hans familie er taget på en eventyrlig og magisk safaritur sammen. En oplevelse, der gør stort indtryk på hele familien – det at være ude og få magiske oplevelser sammen har nemlig ikke altid været en selvfølge, da August har været syg med kræft hele to gange. Se med da August fik sin Magiske Maj-oplevelse.

Sådan kan du støtte

Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.